Ferie på Cuba - april 2000 & april 2001 & april 2006 og april 2009
13 dage på Cuba er ikke nok!
men det giver et indtryk af landet.
Vi havde på forhånd besluttet os for at bo privat, for lettere at komme i snak med de
lokale. Det viste sig at være alletiders beslutning. De cubanere vi mødte var meget
venlige og åbne og på trods af vore manglende spanskkundskaber lykkedes det os at få
snakket med en del på engelsk.
Vi startede palmesøndag med 6 dage i Havana, hvor vi boede hos
Esther
Contreras i den gamle bydel, Habana Vieja. Dette var udgangspunkt for gåture i den
gamle bydel og taxature (med gamle amerikanerflydere og
cykler) til den nye del af Havana
og til den bugt, hvor Hemingway boede, da han skrev Den gamle mand og havet. Den gamle del
af Havana er meget hyggelig. De er i gang med en kraftig restaurering af byen (med massiv
støtte fra Unesco) og der er byggearbejde i gang overalt. Heldigvis sker det med nænsom
hånd, så man bevarer de gamle bygningers identitet. Der er mange hyggelige huse
med skønne patioer. Det er let at finde billige og gode spisesteder. De sidste dage
lejede vi en bil og kørte ad Autopista, først til Vignales
dalen, hvor vi undervejs
stoppede ved Soroa og så på et lille vandfald, nogle enorme oksefrøer, nogle små
kolibrier og en stor orkidehave. På vejen til Vignales tog vi et par unge cubanere med,
som gerne ville vise os området, og de kendte til en god og billig restaurant. Den var
god, men ikke specielt billig. Vi har dem mistænkt for at være hyret til at lede os
dertil (det lå udenfor turistområdet) Dalen i Vignales er flot, men lad være med at
spilde penge på drypstenshulerne. En kort tur i en larmende motorbåd på den
underjordiske flod i en ikke særlig imponerende drypstenshule. Herfra kørte vi videre
til Pinar del Rio, som er en hyggelig lille by. Vi kørte hjemad i mørke, hvilket giver
turen på Autopista en ekstra dimension. På udvejen havde vi bemærket at der var en
livlig trafik af gående, cyklende, ridende, sælgende personer. Desuden var der mange
lastbiler, der agerer bus for de mange blaffere. Der er knapt så meget liv om natten, men
cykellygter er et ukendt fænomen, og folk stod stadig midt på vejen og blaffede, hver
gang man kom til en udfletning.
Den efterfølgende dag gik turen via Mantanzas (her er der flotte drypstenshuler!) til
Varadero. En rigtig Bountyland strand med kokospalmer og turkisblåt vand, der kom i stor
bølger, man rigtig kunne boltre sig i. Dog ødelægges Bountyillusionen af, at der er
masser af hoteller og det stort set kun er turister, der kommer her.
Herefter tog foreløbig afsked med Havana, for at køre til Santa Clara, revolutionens
vugge. På vejen hertil blev vi standset af enormt mange busser, last- og hestevogne med
folk på ladet, taxaen, der alle skulle til demonstration i anledning af at Elian var
blevet ført sammen med sin far. Desværre fik vi ikke oplyst at Fidel Castro ville tale,
ellers havde vi nok gjort et ophold. Ved indkørslen til Santa Clara mødes man af masser
af cyklister, nogle af dem vil gerne (for en dollar) vise vej til bycentrum og
restauranter og cigarer og overnatningsmuligheder, og således fandt vi Omelio,
der bor een gade fra den centrale plads, hvor det sidste slag mod Batista stod i 1959. Det
er en meget hyggelig familie, og faderen i huset taler rimeligt engelsk. Busselskabet i
Santa Clara betjener sig i altovervejende grad af hestetrukne
vogne. Det har de gjort
siden 90-91. Vi så et par historiske steder og desuden monumentet for Che Guevara
Den næste dag tog vi et smut til Trinidad hen over nogle meget flotte bjerge (det
næsthøjeste på Cuba). Vi var glade for at det var tørvejr, for nogle af
vejstrækningerne er meget stejle og lavet af beton. Den gamle del af Trinidad er en smuk
by, flot bevaret fra kolonitiden. Også her er det let at finde et godt og billigt sted at
spise hos en af de mange små private restauranter der skyder op på Cuba.
Så forlod vi Santa Clara for at tage til Svinebugten, nærmere betegnet Playa Giron. Vi var udstyret med en adresse på mennesker som
Omelio kender. Man skal så passe på, når man spørger sig frem, for folk er hurtige til
at sige, at der ikke er nogen hjemme, men de kender et sted, hvor man kan leje et godt
værelse. Man skal holde fast i, at man vi finde den adresse man søger. Ved Playa Giron
ligger et lille dykkersted (mest for turister), hvor der er et rev, der afskærmer een fra
havet. Prisen var 25$ pr. person, incl. fri mad og bar. Her fik vi vores første
snorkeloplevelse, og det var fantastisk! Ligegyldig hvor man vendte sig hen var der nye
flotte fisk og koraller. Ulempen er at man næste nat ikke kan sove på ryggen - visse
dele stikke over vandet, når man snorkler, så det kan anbefales at iføre sig t-shirt og
langbenede shorts i vandet!
Næste dag gik det over en million (eller deromkring) krabber, som synes det var moderne
at krydse vejen på en strækning på ca. 5 km. I starten prøvede vi at undgå dem, men
forgæves og til sidst kørte vi bare. Vi stoppede ved krokodillefarmen, men vil gerne
advare mod at bruge tid og penge på sejlturen ud til "indianerlandsbyen". Det
er et turiststed med 5 efterligninger af indianerhytter, men det går mest ud på at man
kan købe souvenirs og drikkevarer. Vi fik ikke prøvet dyrereservatet, og det har vi
fortrudt.
Den sidste nat i Havana boede vi hos Ofelia, der har et
penthouse-værelse med udsigt over Havana. Her vågnede vi på vores sølvbryllupsdag
Desværre fik ferien en ende, men nu sparer vi penge sammen til igen at komme til
Cuba.
Det er billigt når først man er der!
Som der stod i starten: 13 dage på Cuba er
ikke nok! og derfor tager vi derover igen i påsken 2001 :-),
Rejsen er bestilt (hos Hannibal Tours) og vi
har lokket Birgits søster og svoger med. Det bliver garanteret alle tiders. Vi glæder os til
at gense nogle af stederne og de mennesker vi mødte, samt at se en masse nyt.
Vi starter med et par dage i Havanna Vieja. Derfra går det i lejet bil til
Santa Clara, og derfra til øerne ved Coyo Coco, og østover langs nordkysten.
Formentlig et smut til Sierra Mestra og til Santiago de Cuba. Herfra tager vi et
fly tilbage til Havanna.
Påsken 2001-
Cuba.
Med en mellemlanding i Paris nåede vi
frem til Havana tidsnok til en aften-Mojito i den gamle by. Vi overnattede hos Ofelia,
Dagen efter var et
hyggeligt gensyn med såvel Rafael som den gamle bydel og Malecon området. Der
var sket noget siden sidste år, mest tydeligt at se på lidt flere nyere biler
og restaureringen af den gamle bydel var fortsat. Søndagen oprandt, og vi havde
denne gang lejlighed til at komme til Palmesøndags gudstjenesten i Katedralen i
god tid. Det er et flot optog med mange deltagere.
Sidst på eftermiddagen hyrede vi en Dodge 58 til Cojimar, hvor Hemingway boede,
og derfra videre til Rafaels hjem, hvor vi alle var inviterede til hyggelig
aftensmad.
Så lejede vi en bil og kørte via Ciefuegos til Trinidad. Det var lidt sent på
eftermiddagen, og mandag er en del lukket, men heldigvis var der en mand, der
passede på en tidligere handelsmandspalæ under restaurering, der var så flink
at lukke os ind. Det er utroligt så meget der er velbevaret fra det midten af
1800-tallet. På vejen over bjergene til Santa Clara så vi blandt andet
kaffedyrkning. I Santa Clara overnattede vi igen hos Omelio.
Det var fantastisk hyggeligt at besøge dem igen. Dagen efter gik det over
Remedios, til den lange dæmning (48 km) ud til Coyo Santa Maria. Vi havde hørt
det skulle være godt at snorkle derude, og ikke så overrendt af turister. Det
sidste er korrekt, det er langt fra færdigt endnu, og vi fandt kun en
enkelt sandstrand med lidt klipper, og så et lille hotelkompleks med
sandstrand. Det gjorde ikke sagen bedre, at vi også blev fuppet af nogle
vejarbejdere, der havde en bom over dæmningsvejen og krævede 30$ for lov til
at køre og parkering i området. Vi hørte senere at prisen var 2$. Tilbage
igen kiggede vi lidt rundt i den lille fiskerby Caibarién og overnattede i Remedios. Sønnen
i huset lavede mad til os, meget lækre fisk, serveret med stegte bananer, mango
og ris.
Og så er vi klar til 3. runde i påsken 2006
Påsken 2006-
Cuba.
Denne gang var turen med Gerd og
Jens. Mere følger når jeg lige få fundet notaterne, men vi fløj til Havana, og
kørte så over Santa Clara, hvor vi selvfølgelig
overnattede hos Omelio
til Santiago de Cuba, og sluttede af i Varadero, hvorfra vi fløj tilbage.
Påsken 2009-
Cuba.
Denne gang var turen med Bruno og Susanne. Vi startede sædvanen tro med at bo i
Havana Vieja, denne gang dog på et mere ydmygt hotel (Hotel Islazul Lido), som
en del af en lille pakkerejse købt gennem Jysk Rejsebureau. Aftensmaden på
Paladar La Julia i gaden O´Reilly , også en sted vi altid skal besøg, en lille
familierestaurant med 4 borde og den helt traditionelle menu, afsluttet med
besøg i et par barer med musik og mojitos. Dagen efter til fods rundt i det
gamle Havana, med frokost på tagterassen af Hotel Ambos Mundos. Afslutter dagen
med en tur i åben blå flyder ud til aftensmad og cabaret på Tropicana. Næste dag
mere gamle Havana. Vi spiser frokost på den gamle plads, hvor der er en
Amerikanerrestaurant på hjørnet. Vi kunne få lov at dele frokosttilbuddet, så
det kostede 25 CUC incl. øl for 2 personer. Så var det tid at afhente bil og
drage mod Vignales. På vejen stoppede vi og så orkidehaven ved Soroa og gik en
tur til udsigtspunktet samme sted. Oksefrøerne lod ikke høre fra sig, men vi så
deres haletudser. I Vignales fandt vi overnatning i en lejlighed i en boligblok
hos Mirta Diaz. Dagen efter vil sønnen gerne vise os området, men da vi hører
prisen, 10 CUC, pr. person takker vi nej, og går ud på egen hånd. Vi vandrer i
det smukke landskab og møder bla. en gammel mand, der trækker med sin cykel Han
vil gerne vise sin gård frem, så vi takker ja, og ser hans lille landsted, hvor
han stolt viser sine afgrøder frem, og han laver selvfølgelig sine egne cigarer.
et bundt for 2 CUC, så det snupper vi, selvom ingen af os ryger. Derefter kører
vi mod Playa Giron, men turen tager lidt længere end ventet, der er ikke så
mange skilte... så vi overnatter i Jagüey Grande hos
Zulema Santana. Her får jeg
lov til at "plukke" bananer til morgenmaden, dvs. det er så praktisk at de modne
bananer bare ligger klar øverst på klasen. Uhmmmmm. Næste dag stopper vi ved
Zapata og får en guidet fugletur (10 CUC pr. person). Det var en fin 2 timers
gåtur med mange flotte fugle, heriblandt nogle sjældne kolibrier og
selvfølgelig nationalfuglen, samt nogle sjove og søde ugler. De næste 2 nætter
overnatter vi hos Silvia Acosta. Vi snorkler ved samme dykkersted som i 2000 (Caleta
Buena) og selv Susanne fik smag for snorkling! Det er stadig vildt billigt,15
CUC for en hel dag med lækker frokost (hummer, krokodille, fisk) og fri bar.
Videre til Trinidad ad noget der vist var en vej, men mere lignede en række mere
eller mindre dybe huller. Stop i Cienfuegos som er en flot by., hvor vi denne
gang prøvede at bo, for at opleve byen. Omelio havde skaffet kontakt til et sted
inde midt i byen, et gammelt kolonihus
Ana Gloria Basulto. Trinidad er virkelig
hyggelig, og fint denne gang at have tid til at opleve den, med spisning og Casa
del Cultura og Museo Romantica, hvor en gruppe cubanere, der var på besøg
pludselig brød ud i lovsang for Fidel. Herfra gik det over bjergkæderne, med
stop ved flere udsigter, til Santa Clara. Denne gang havde Omelio
et hold boende, der havde forlænget opholdet, så vi kom i stedet til at bo hos
naboen, men om aftenen var der stor gensynsmiddag hvor begge deres børn og
barnebarnet også kom. Meget hyggeligt! Dagen efter var Bruno og jeg med Isel på
besøg på Santa Clara Universitet. Det var meget interessant at se, i hvor høj
grad deres it-uddannelse ligner den danske. På trods af embargo fra USA lykkes
det dem at holde et højt niveau. Vi så selvfølgelig også alt det Che-relaterede
i og omkring byen. Videre gennem flotte landskaber til Remedios, hvor vi boede
på La Casuna Cueto. Et flot højloftet kolonihus med en sød familie (gensyn fra
2006). Vi nød aftenen på torvet, hvor nogle skolebørn optrådte med dans og sang.
Vi sluttede af med overnatning på hotel Dos Mares og dasedag på Varadero, så den vinkel også kom
med i oplevelsen. Det er dog ikke det mest charmerende område efter vores
opfattelse. Flot palmestrand og mulighed for "all inclusive ferie" med hvad det
indebærer, men det har ikke Cubas sjæl! På vejen til lufthavnen i Havana
smuttede vi ind til Hemmingways hus, hvor han boede g fiskede og skrev "Den
gamle mand og havet".
En god bog at have med til Cuba: Lonely Planet. Og i udgaven fra 2004 er jeg
nævnt som bidragyder til bogen ... sammen med en masse andre :-)
redigeret dec 2011.