Vinproduktion (klik på billederne for at se dem i større version) 10-08-13  

Sommer 2012.
7. August
 . Det ser utroligt lovende ud med Rondo under halvtaget. Og Regent i drivhuset er selvfølgelig længere fremme. Meget rigt bærende og endnu ikke skyggen af meldug som plagede os sidste år. Sikkert et resultat af at vi har haft døren til at stå åben det meste af sommeren. Det har så givet besøg af fasan og dræbersnegle....

15. september. Dansk Vindag
, så inden jeg kører ud at kigge på de andres, skal mine vinmarker besigtiges. Druerne under halvtaget (Rondo) begynder at få farve
  de er lidt mere åbne end tidligere år, måske fordi jeg ventede lidt længere med at beskære grønt end tidligere (til efter afblomstring). Jeg har igen i år ladet dem få 2 klaser pr. skud. Måske jeg skulle prøve med at nøjes med 1 klase på den ene stok næste år? Drivhuset (Regent) er godt modne , og enkelte er faktisk begyndt at falde af og nogle klaser tørret ind.
Her er kernerne fra Regent til venstre og Rondo til højre  , jeg venter til de har blevet helt mørke. Der er tydelig forskel på modningsgraden på de 2.

24. september.
Gik og holdt øje med druerne under halvtaget med henblik på at sætte net op. Det pynter jo ikke, så der er ønske om at trække tidspunktet så længe som muligt. Men indtil flere blåfarvede fugleklatter ledte opmærksomheden på, at nu synes solsortene, at druerne er spiseklare. Så nu kom nettet op!

30. september.
Nogle af druerne i drivhuset har fået angreb af gråskimmel, især de meget kompakte klaser, så den ekstra udluftning har ikke helt fjernet problemet, m
en det er dog væsentlig mindre end sidste år. Her er høsten klar til at blive ribbet, der er ca. 18,5 kg  Det er søde sager, Oeschlevægten siger 80. Der er tilsat lidt svovl og gærnæringssalt, igen ingen enzymer med i pakken (Vinol hobby kunne oplyse, at jeg bør anvende Multigærsættet, det prøver jeg nok næste år). Og så er vi klar til at tilsætte gær, som står og luner i vandbad, så er det bare at vente på, at det bobler.
1. oktober.
Modtog sms til eftermiddag: Gæringen er i FULD GANG!!!
8. oktober
Efter at have set Munch udstilling på Aros, er gæringen gået i stå, så jeg tilsætter lige sukker, der skulle hæve procenten med 2,5. Så skulle den når 12,5 procent. 850 gram skulle det blive til. Har læst i Vinpressen, at det er bedst (mindre syre) at lade vinen gære omkring 10-12 dage med skallerne i, så i år tilsætter jeg sukker med druerne i.
13. oktober
I går stoppede gæringen, så nu presses skaller og sten fra . Det giver ca. 3 kg. I stedet for nylonposen fra Vinolhobby anvendes i år samme pose som når der laves frugtsaft. Den er lidt mere åben, så det går hurtigere, og sviner ikke så meget (i år har jeg dog husket at få gummihandsker på, for vinen FARVER!). Så er det tappet over og tomrummet fyldt med plastposer. Der er tilsat 300 g rørsukker opløst i lidt vand, så der kan komme lidt gæring og dermed dannelse af CO2, så ilten ikke får fat i vinen. Flot farve og smagen: Det er den mest afrundede smag på den netop afgærede drik hidtil.
18. oktober
Jeg var for sent på den med at få bestilt enzymer til malolaktisk gæring, så der er stukket om og gærstop er tilsat.
21. oktober
Så er det tid at plukke Rondo, godt 30 kg blev det til fra de 2 stokke, efter der er ribbet og presset. De mindste druer er sorteret fra, og desuden var der en del der havde fået gråskimmel, MEGET FUGTIGT ÅR! Oeschle 62, det må siges at være fint med den sommer - eller mangel på samme.
25. oktober
Regent er tappet om til en ny ballon og bundfaldet er smidt ud. Målt alkoholprocent: 12.
Rondo har fået 500 g sukker at arbejde med ud af de 1700, der skal tilsættes.
27. oktober
Rondo har fået yderligere 500 g sukker. Der er lidt rigelig mængde i baljen, så der skal jævnligt tørres op og af. Væg, bord og gulv har fået strint, men vist ikke noget varigt.
3. november
Yderligere 400 g sukker er tilsat. Et par dage efter nok 200 g og desuden tilsat Malocid. Måske der allerede var gang i den malolaktiske gæring, men for en sikkerheds skyld, og når nu enzymerne er i hus.
7. november
Så presses sten og skaller fra. Om det er på grund af den lange periode på skaller, eller fordi det er Rondo, det er uvist, men der er en del svæv i vinen, så posen stopper til, og processen er noget langsommelig. Spændende hvor meget bundfald det giver.
13. november
Vinen tappes over på ballon, og der var noget bundfald. Smagen er god, let frugtagtig. Gærstop tilsat.
23. december
I den mellemliggende tid er der tappet om på friske balloner (stadig med tomrummet fyldt ud med plastposer) for at fjerne lidt bundfald, men nu er det tid at få det på flasker. Der blev 41 flasker i alt: 11 Rondo, 7 Regent og 23 blandede.

Den nødvendige smagning undervejs i aftapningen sætter forventninger om et godt resultat.
31. december
Nytårssmagningen gav god karakter til Regent
2013
Så er der gang i at få vinen drukket, og smagsvurderingen falder klart ud til fordel for Regent. Den blandede er også god, mens den rene Rondo er lidt mere skarp i frugtsmagen, men stadig en god vin, som vi gerne drikker som dagligvin. Og med det resultat der har været af at gemme tidligere årgange er det nok sikrest at får det væk inden ny produktion skal til at fylde op

Links

Fra 2011 - sådan gik det med produktionen det fjerde år

Fra 2010 - sådan gik det med produktionen det tredje år

Fra 2009 - sådan gik det med produktionen det andet år

Fra 2008 - sådan gik det med produktionen det første år

Vinøl Hobby - har masser af udstyr og denne opskrift

Vinometric - Analyseudstyr, tilbehør m.v. til vinfremstilling

Simons Vingård - Her fik vi inspirationen ved at gå på besøg. Min vinguru!